HJERNENS OPBYGNING

Udviklingsmæssigt og funktionsmæssigt kan beskrives tre dele af hjernen hver med forskellig tidsmæssig udvikling, placering og funktion.
Man kan tale om en urhjerne eller en reptil hjerne (som ved krybdyr). Tidsmæssigt næste udviklede hjerne er den limbiske hjerne, den emotionelle eller følelseshjernen. Den sidste dannede del af hjernen er storhjernen, den nye hjerne eller neocortex, der består af den egentlige hjernebark, det yderste lag af hjernen.
For nemheds skyld kan man dele hjernen ind i kun to dele, nemlig en mere primitiv, dybere del, der har med sanser, følelser og lidenskaber at gøre (urhjernen og den limbiske hjerne), og den overfladiske del, neocortex eller den rationelle hjerne. Denne sidste hjernedel kaldes også den kognitive hjerne. Kognition er fra latin og betyder at opfatte eller vide, altså noget forstandsmæssigt.
I neocortex foregår logiske, matematiske processer, og denne del af hjernen har med sund fornuft, rationale og vurdering at gøre, men ikke med følelser, det foregår i de dybere dele af hjernen.

Reptilhjernen er den ældste og mindste del af pattedyrhjernen. Den ligner hjernen hos de hårdføre reptiler, der for ca. 200 mio år siden var pattedyrenes forgængere. Den er præverbal (førsproglig) men kontrollerer selve livet gennem de autonome hjerne-, lunge- og hjertefunktioner.
I manglen på sprog er dens impulser instinktive og rituelle.
Dens domæne er de grundlæggende forudsætninger for liv: flugt, skafning af føde og parring.

Tænker man på funktionen af krybdyrs-hjernen, den reptile hjerne, er den fornemste opgave hele tiden at scanne omgivelserne for at finde ud af, hvad der foregår.
Den vigtigste funktion for reptil hjernen kan siges at være at melde alarm, så den pågældende organisme kan overleve. Disse mekanismer har vi mennesker stadig med i vores hjerne på godt og på ondt. Det handler om sikkerhed og overlevelse.
Et krybdyr kan som bekendt reagere meget hurtigt på truende fare i omgivelserne. De kendte reaktionsmønstre er kamp, flugt eller stivne (”fight, flight or freeze”).
Ser vi på et lille barn, der meget tidligt skræmmes af noget i omgivelserne, så går det rent ind i den reptile hjerne og kan sidde umådelig godt fast her.
Den reptile hjerne styrer ansigtsudtrykket, og vi er i affect-systemet. Reaktionen sker på brøkdele af sekunder. Affecten skyller hen over ansigtet. Den reptile hjerne styrer også hjertet med dets rytme og hastighed. Det handler om at kroppen kan reagere så hurtigt som muligt. Tarmens funktion styres også af den reptile hjerne. Den reptile hjerne regulerer også blodets strømning, blodtrykket og hastigheden af vejrtrækningen.

Det limbiske system kunne også kaldes "følelseshjernen". Det udvikledes hos pattedyrene for ca. 60 mio år siden - efter dinosaurerne var uddøde. Det styrer tilknytningsbehov og følelser. Det er hjernens "kemiske fabrik", der frembringer de kemiske beskeder, der forbinder data og hukommelse. Evnen til at genkalde data fra hukommelsen kan være klart svækket i en følelsesmæssigt belastet situation.

Den limbiske hjerne er til stede hos pattedyr. Vi mennesker har en veludviklet limbisk hjerne. Her finder man resonans for andre mennesker. Vi er i den limbiske hjerne i stand til at være indfølende over for andre mennesker.
Resonansen kan gå til andre end mennesker.
Det er baggrunden for at vores hund og kat også kan have resonans med os mennesker, ja næsten forstå, hvad vi føler og omvendt. De nævnte dyr er jo også pattedyr. Den limbiske hjernes vigtigste formål kan beskrives på følgende måde:
Det er ikke kun stedet, hvor drømme finder sted, men er også centret for avanceret følelsesmæssig forståelse. Det er her, disse forhold processeres.
Den limbiske hjerne har et dobbelt formål, hvormed den monitorerer den ydre verden og indre kropslige forhold og sørger for et sammenhæng herimellem. Den vil sende signaler ned til den reptile hjerne om f.eks. at være på vagt eller føle sig ængstelig. Tidligere i udviklingen betød det at, hvis det handlede om et dyr, der kunne kæmpe, ville det blive vredt. Signalerne, der sendes ned til den reptile hjerne, vil medføre ændret hjerteaktion og andre påvirkninger, der fremmer, at der kan ske en reaktion. Det drejer sig om de klassiske ”fight, flight or freeze”.
Den limbiske hjerne sender også besked til hypothalamus, der kontrollerer stress-hormoner, der også inkluderer adrenalin. Der går også besked fra den limbiske hjerne til skjoldbruskkirtlen, der kontroller stofskiftet. Der går også meldinger af sted med henblik på den seksuelle funktion.
Tingene hænger meget mere sammen end man troede tidligere. Impulser og dermed informationer bølger frem og tilbage mellem de tre forskellige dele af hjerne på brøkdele af sekunder.

Neocortex er, som navnet antyder, den yngste del af menneskehjernen (neo betyder "ny", "cortex" betyder "hjerne"). Den omgiver de to andre dannelser. Den findes hos alle pattedyr, men er højest udviklet hos Homo sapiens - mennesket. Den fylder fem sjettedele af den totale hjernemasse og er dannet i den sidste mio år. Den kontrollerer processer på det højeste niveau: logik, kreativitet og sprog. Neocortex er opdelt i en venstre og en højre hemisfære.

Den nye hjerne, neocortex, den corticale hjerne er højest udviklet hos mennesker. Her drejer det sig om planlægning og handling. Den limbiske hjerne kan naturligvis også sende impulser til denne tredje del af hjerne, så den går i gang med planlægning og handlen.
I storhjernen er der stor forskel på funktioner i venstre og højre side af denne. I venstre side (den dominerende) er det logik, linguistik og linearitet, det handler meget om ord og om, hvordan man udtrykker sig. I højre side er det den følelsesmæssige forståelse med nonverbal aflæsning af tonefald og blikket i øjnene, autonom regulering, social aflæsning, det er ofte tale om forhold, der kan blive problematiske i kommunikation.

En del af hjernen tager sig af lidenskaberne og en anden del af det forstandsmæssige.
Udviklingsmæssigt er disse tanker helt i overensstemmelse med Darwins lære. De dybe strukturer i hjernen er identisk med abernes, og nogle af de dybeste strukturer er endog identiske med krybdyrenes. Derimod findes de senere udviklede strukturer, som for eksempel den præfrontale cortex (hjerneområdet bag panden) på dette udviklingstrin kun hos mennesket.
Ur-menneskets hvælvede pande adskiller ham klart fra hans forfædre, der er tættere på de store aber. Darwins udviklingsteoretiske overvejelser var så foruroligende og revolutionerende at deres konsekvenser først nu er ved at blive accepteret. Vi, som mennesker, er nødt til at leve med en hjerne, der er delvis identisk med de dyrs, der kom før os i evolutionskæden.
Freud har understreget, at der findes et aspekt af psyken, som han kaldte det ubevidste. Det drejer sig om materiale, der unddrager sig ikke blot den bevidste opmærksomhed, men også forstanden. Det ubevidste må befinde sig i krybdyrshjernen, der er lig med den sansende hjerne og den limbiske hjerne, der har at gøre med de følelsesmæssige aspekter. Man kan derfor forsimplet tale om den emotionelle hjerne, der indeholder krybdyrshjernen og den limbiske hjerne, og forstandshjernen eller den kognitive hjerne

Det bevidste hører til den kognitive hjerne og det ubevidste til den emotionelle hjerne.
Fra slutningen af det 20. århundrede og indtil nu er der kommet flere forskningsmæssige bud på hjernens opbygning og mulig funktion fra talrige forskere. Der er fremlagt flere modeller eller forklaringer af mange dygtige forskere om vor hjernes opbygning og funktion. De forskellige bidrag fra forskerne tager ofte forskellige udgangspunkter og fokuserer på forskellige områder, således at vor totale viden om hjernen er udviklet voldsomt de sidste 10-15 år.
Hvordan samspillet eller den indbyrdes kommunikation er mellem den primitive hjerne og den rationelle hjerne – mellem lidenskaber og forstanden – ser ud til at være afgørende for om man som menneske trives eller vantrives.
Menneskers psykiske liv kan betragtes som et resultat af et vedvarende samspil mellem de to hjerner. På den ene side en kognitiv hjerne, der er bevidst, rationel og vendt mod den ydre verden. På den anden side en emotionel hjerne der er ubevidst, optaget af overlevelse og især er forbundet med kroppen gennem det autonome nervesystem. Disse to hjerner er relativt uafhængige af hinanden, og de bidrager hver for sig på meget forskellig vis til vores oplevelser af livet og til vores adfærd.

Den emotionelle hjernes opbygning er meget mere enkel end hjernebarkens. På grund af den simplere opbygning er den emotionelle hjernes bearbejdning af informationer mere primitiv end den, der foregår i hjernebarken. Men bearbejdningen er hurtigere og meget tilpasset de reaktioner, der er væsentlige for menneskers overlevelse.
Den emotionelle hjerne er en vagtpost, der konstant modtager oplysninger om de forskellige dele af kroppen og besvarer dem ved på passende vis, via det autonome nervesystem, at styre den mere kropslige, fysiologiske balance: Åndedræt, blodtryk, hjerterytme, søvn, libido, hormonudskillelse, ja selv immunsystemet står under dens herredømme. Den emotionelle hjernes opgave synes at være at holde de forskellige funktioner i balance. En balance, der er nødvendig, for at vi kan være sunde og raske og det foregår ubevidst.
Man kan betragte vore følelser som intet andet end en bevidst oplevelse af en bred vifte af fysiologiske reaktioner, der overvåger og uophørligt tilpasser aktiviteten i kroppens biologiske systemer til de indre og ydre omgivelsers krav. Den emotionelle hjerne er følgelig næsten mere fortrolig med kroppen end med den kognitive hjerne. På grund af den emotionelle hjernes tætte forbindelser med kroppen er det ofte lettere at påvirke den og få tilgang til følelserne via kroppen end igennem sproget.
De nære følelsesforhold, og i det hele taget forholdet til andre, har en stærk fysisk komponent - en kropslig dimension. Disse kropslige indfaldsveje til den emotionelle hjerne er mere direkte og ofte stærkere end tanker og sprog.
Det ubevidste, det man kalder underbevidstheden, afspiller sig igennem den emotionelle hjerne og dens forbindelser til kroppen i det såkaldte autonome (selvkørende/automatiske) nervesystem.

Det autonome nervesystem består at to dele med forskellige funktioner.
Den ene del er det sympatiske nervesystem, hvor den biokemiske transmitter er adrenalin og noradrenalin. Det skal erindres, at primærfunktionen for den emotionelle hjerne er at sørge for overlevelse af individet.
De mulige mekanismer, der er til rådighed, kræver adrenalin for at kunne virke og er ”fight, flight og freeze” – kamp, flugt og at stivne. Adrenalin er kampstoffet, der er nødvendig for overlevelse og har en voldsom virkning ude i kroppen på organer, hjertet og blodkar mv.
Den anden del, kaldet den parasympatiske, frigiver en anden neurotransmitter, der fremkalder afslappelse, ro og bremser hjerterytmen.
Hos pattedyrene er disse to systemer i konstant balance. Man kan ud fra deres funktion betegne den ene del af systemet for speederen og den anden del for bremsen.
For at kunne klare tilværelsen på en sund og harmonisk måde skal der helst hos mennesker være balance mellem speederen og bremsen. De skal begge kunne mestres. Den hyppigste forskydning i dag kalder man stress, og her der for meget tryk på speederen og bremsen håndteres ikke så godt.
 

Neocortex, den kognitive hjerne eller nye hjernebark, er den foldede overflade, der giver hjernen sit karakteristiske udseende. Udviklingsmæssigt er det den yngste del af hjernen. Den del består af seks lag af nerveceller (neuroner), der giver hjernen dens usædvanlige evner til at bearbejde informationer i elektrisk kemiske netværk mellem neuroner. Mennesker har billioner af neuroner.
Den del af hjernebarken bag panden og over øjnene er hos mennesker særligt udviklet. Denne del, den præfrontale cortex, varetager en funktion som en dirigent over opmærksomhed, koncentration, hæmning af impulser og instinkter, opbygning af sociale relationer og moralsk adfærd.

De to hjerner, den emotionelle og den kognitive, opfatter informationer fra den ydre verden næsten samtidigt. Herefter kan de enten vælge at samarbejde eller kæmpe over kontrollen over tanker, følelser og adfærd. Det er resultatet af denne interaktion – samarbejde eller konkurrence – der bestemmer vore følelser, vores forhold til verden og til andre mennesker.

Når der er konkurrence mellem de to hjerner på forskellige måder bliver mennesker ulykkelige. Modsat, når den emotionelle hjerne og den kognitive hjerne supplerer hinanden, hersker der inde i mennesker indre harmoni.
Hvor kompliceret den menneskelige hjernes udvikling over millioner af år end er, og hvor fantastisk den kan fungere, så ville racen have været uddød, hvis der ikke fortsat er indbygget et system, der varetager overlevelse. Heldigvis våger den emotionelle hjerne hele tiden over os.
Den har indbygget et overvågningssystem, der på få millisekunder tager stilling til om noget er godt eller dårligt, om der er fare eller ej. Hvis det er et alarmsignal, der udløses, slettes alle den kognitive hjernes operationer og dens aktivitet afbrydes. Den samlede hjerne kan nu koncentrere sig om det, der er væsentligt for overlevelse.

Under påvirkning af voldsom stress er der kliniske erfaringer, og nu også forskningsmæssige data, der tyder på at den præfrontale cortex ikke længere reagerer og mister sin evne til at styre den ledsagende adfærd.
Den emotionelle hjerne kan på en måde slukke for den præfrontale cortex. Med det samme bliver det reflekser og de instinktive handlinger, der tager over. Da de er hurtigere og tættere på vores genetisk arv, har evolutionen givet dem fortrinsret i faresituationer, som om de forventedes at styre os bedre end abstrakte overvejelser. Det er stadig vigtigt for mennesker at instinktet om overlevelse eksisterer, men prisen, der så skal betales, bliver at når vore følelser bliver for kraftige, begynder den emotionelle hjernes fortrinsret over den kognitive hjerne at beherske vores mentale funktioner. Dermed mister man kontrollen over tankestrømmen og bliver ude af stand til at handle ud fra, hvad der på længere sigt tjener vore interesser bedst. Man bliver lammet i at handle, foretage noget nyt.
Disse processer er det, der sker, når vi rammes af stress og de ledsagende psykosomatiske lidelser. Da kroppen er den emotionelle hjernes vigtigste virkefelt giver stress sig også udslag i fysiske problemer. Symptomerne er uforklarlig træthed, forhøjet blodtryk, hyppige infektioner, tarmproblemer, hjerteproblemer og hudproblemer etc.

Hjernen fungerer hele tiden, men det sker på både et bevidst og et ubevidst niveau. På det bevidste niveau er vi vidende om aktiviteten, hvorimod det er det ubevidste niveau, der er slået til, når underbevidstheden tager over. Det ubevidste niveau styres af den gamle hjerne (den limbiske del) via dens direkte forbindelser til kroppen, mens det bevidste niveau foregår i den nye hjerne - altså storhjernen/neocortex..
Lidt forenklet er det altså den bevidste del af hjernen, der tager sig af det forstandsmæssige, mens vore følelser og styringen af rutiner kommer fra den ubevidste del.

Bevidst - Lidt mere detaljeret betyder det, at vi er bevidste, når vi tænker, overvejer, reflekterer, planlægger, koncentrerer os, fordyber os, evaluerer, vurderer og analyserer.
Ubevidst - Vi er ubevidste, når vi bare gør, som vi plejer: Udfører rutiner, følger traditioner og ritualer, viser temperament, har følelser og når vi udviser spontanitet, tager noget for givet, føler os pressede, stressede, afslappede og tilfredse uden egentlig at vide hvorfor.

Den tidsmæssige fordeling af den bevidste og ubevidste brug af hjernen ser således ud:
10-20 procent af tiden bruger vi hjernen bevidst og er hermed styret af vores forstand.
80-90 procent af tiden bruges hjernen ubevidst. Her er vi altså styret af vores følelser.

Størstedelen af tiden er vi altså underlagt vores ubeviste sind og dermed den gamle følelsesmæssige del af hjernen, mens den forstandsmæssige brug af hjernen billedlig talt svarer til toppen af isbjerget.

 

Hjernen rummer så komplekse funktioner, at det er svært at få overblik over dens funktion med mindre man forsimpler sine modeller samtidig med at forskellige hjernefunktioner sammenlignes med noget, man kender til forvejen.
Se denne fremstilling af hjernens funktioner og bearbejdningsstrategier i de to hjernehalvdele:
http://www.bakkedal.dk/artikler/funktion2.htm

 

Hjernedominansteorien.

VENSTRE	HØJRE
PRÆCISIONSARBEJDE – MANAGEMENT	OVERBLIKKET – LEDERSKAB
ANALYSE, SPROG OG TALE	DET RUMLIGE OG DET KREATIVE
Detaljerne bliver analyseret, ordnet og lagt i rækkefølge.	Helheden og forholdet mellem delene - det samlede billede.
Ting bliver modtaget i rækkefølge, i sekvenser, del for del.	Alle indtryk samles og objektet gives navn eller den betegnelse som det skal have.
SEKVENSPRINCIPPET	SIMULTANPRINCIPPET
	FORESTILLINGSEVNE OG SAMVITTIGHED
AUDITIV (ord) – LOGISK/VERBAL	VISUELT (billeder)– INTUITIV/KREATIV
DIGITAL SYSTEM	ANALOGE SYSTEM
TALE, SPROG, LÆSNING	RUMLIGE RELATIONER OG KROPSFORNEMMELSE
INTELLEKTUELLE OG ABSTRAKTE	KREATIVITET OG FØLELSER
TIDSAFHÆNGIG	TIDSUAFHÆNGIG
Venstre hjernehalvdel styrer højre side af kroppen. Den bestemmer også over den mere analytiske måde at tænke på. Den abstraherer, strukturerer og organiserer. Den rummer regler, tidsplaner og sproglige finurligheder. Du er rationel, velovervejet og målrettet. Men nogle gange kniber det med at tage springet og du kan føle dig usikker i en uventet situation. Hvis du ønsker mere balance mellem hjernehalvdelene, kan du fx træne dine kreative evner, være opmærksom på dine følelser og lytte til din intuition.	Højre hjernehalvdel styrer venstre side af kroppen. Den bestemmer også over de mere åndelige sager, som spiritualitet, intuition, følelser og dagdrømme. Her hersker det visuelle frem for det sproglige, du har sans for farver, former og fornemmelse for rum. Du er kreativ og kan tænke udenfor boksen. Du er også handledygtig. Men nogle gange har du brug for at hives ned på jorden. Hvis du ønsker mere balance mellem hjernehalvdelene kan du fx træne dine organisatoriske evner og sproglige kompetencer.

 

Hormoner og signalstoffer.

Adrenalin, som udskilles fra binyremarven, er det stresshormon, der har været kendt i længst tid, og det hormon, der hjælper det autonome nervesystem med lynhurtigt at gøre kroppen klar til ”fight or flight” (kamp eller flugt). Adrenalin trækker bl.a. sukker ind i blodet fra depoterne i kroppen, således at vi får ekstra energi.

Adrenalin er samtidig det hormon, der forstærker irritation og vrede. Det menneske med et hidsigt temperament har tilbøjelighed til at stresse sig selv unødigt, hvilket naturligvis belaster både omgivelserne og vedkommende selv.

Adrenalin virker som amfetamin på den måde, at man kan holde gejsten og energien i længere tid.

 

Noradrenalin udskilles fra binyremarven, nedsætter niveauet af acetylcoline, dopamin og serotonin.

Noradrenalin minder meget om adrenalin både i den kemiske opbygning og i måden, hvorpå kroppen påvirkes i stressede situationer. Det er ikke fuldt ud klarlagt, hvorfor kroppen i nogle tilfælde udsondrer adrenalin og i andre noradrenalin, men nogle forskere betragter adrenalin som "fare-hormonet" og noradrenalin som "vrede-hormonet".

 

Endorfiner er morfinlignende stoffer, der produceres i vores krop. Det er lidt af en tilsnigelse af kalde endorfiner for stresshormoner, da de mere er at betragte som kemiske stoffer, der er knyttet til produktionen af kønshormoner.

Endorfiner er vigtige for forståelsen af, hvordan hormoner påvirker os, og på den måde også for forståelsen af, hvordan vi bliver påvirket af stresshormoner.

Endorfiner er med til at regulerer smerte og sult. Når vi udsætter os selv for belastninger og oplever, at vi er ved at være flade, men alligevel fortsætter, produceres og frigives endorfiner, der bevirker, at vi får "ny energi". Samtidig sløres reaktionerne fra vores udmattede krop. De fleste har sikkert prøvet at være "på stoffer" uden at have indtaget nogle eller på anden måde indført dem i kroppen. I dag bruger man inden for psykiatrien blandt andet løb som en form for behandling af depressioner, da man ved, at der frigives endorfiner efter et vist tidsrum.

Endorfiner er vanedannende, og det er dem, der medfører et "kick", når vi arbejder langt ud over det, som er sundt. Vi kan dog sagtens bevare vores balance og sundhed, selv om vi af og til arbejder ud over "muren" og på den måde får hjælp af endorfinerne. Vores balance og sundhed bliver først for alvor truet, når vi mere eller mindre gør det til en livsstil.

Endorfiner bevirker også, at man ikke mærker, at man trænger til et sundt og nærende måltid mad, da sulten er kraftigt nedtonet. Mange kan nikke genkendende til, at når "overbruger" os selv, spiser vi som regel noget, der hurtigt kan snuppes her og dér og ofte noget, der øger energien - på kort sigt i hvert fald; søde ting, kaffe, cigaretter osv.

 

Kortisol, hormonet der udskilles fra binyrebarken, vil når vi er stressede ligge på et for højt niveau. Sker dette i en længere periode, kan én af de uheldige konsekvenser være påvirkning af hjernen - især de dele af hjerne, vi kalder amygdala (amygdala styrer vore handlinger) og hippocampus (hippocampus er en struktur, som blandt andet bruges til at rumme vores mentale og følelsesmæssige hukommelse, erkendelse og læring, her opbevares erfaringer i skemaer / mentale kort.).

Kortisol virker langsommere end adrenalin, men i længere tid, og er derfor vigtig i den langtidspåvirkning, der gør sig gældende, når stress fører til sygdom, det hæmmer immunforsvaret og nedsætter niveauet af serotonin.

 

Oxytocin er et hormon, som frigives ved veer, orgasme, amning, berøring og ved den dybe kærlighed, der udvikler sig efter, at endorfin-forelskelsen har lagt sig. Oxytocin spiller ind, når vi skaber nære og dybe relationer til andre mennesker. Ydmyghed er også en følelse, der typisk opstår, når hormonet oxytocin er på banen.

Oxytocin kan også kaldes det gode stresshormon. Mens endorfiner har det formål at holde tempoet oppe, bevirker oxytocin, at man kan arbejde effektivt på en langt mere afslappet og hensigtsmæssig måde.

 

Immunsystemet påvirkes af stresshormonerne på en sådan måde, at det i den første fase af en stressperiode vil forstærkes, Måske har du oplevet at kunne arbejde hårdt i lang tid og under hele perioden følt dig "sund og rask". Måske har du også oplevet, at så snart, der opstår ferie eller weekend, så begynder eksempelvis snottet at strømme ud af næsen, samtidig med følelsen af at have lidt feber, ondt i hovedet og maven osv. Kroppen og psyken slapper af, og det samme gør immunsystemet!

Vi skal dog være på vagt, for længere henne i stressperioden, hvor de forskellige stresshormoner afsætter deres virkning, vil vores immunsystem dog blive svækket, og vi risikerer en mere kronisk ubalance og at blive alvorligt syge.

 

Dopamin styrer følelsen af energi, velvære og nydelse; dopamin mangel giver inaktivitet og træthed, nedsat hukommelse, opmærksomhed og nedsat evne til problemløsning.

 

Serotonin styrer følelsen af sorg og glæde, skaber følelsen af velvære og indre ro, styrker koncentrationsevnen, giver bedre søvn, påvirker lysten til sex, reducerer følelsen af uro og angst samt styrker os i vore sociale adfærd.