|
.. er du nu god nok? ..
Er du nu god nok - måske hvis du har succes, så er du god nok, måske hvis du gør noget mere af det du er god til, så får du succes og så er du god nok!? Måske din selvtillid er okay, du er nemlig god nok, fordi der er noget du er god til! Så måske du bare skulle løbe noget hurtigere og påtage dig flere opgaver, og blive dygtigere så er du [stadig] god nok?
Jamen hvad nu hvis du er god nok som du er, uanset hvad du har eller ikke har af potentialer, hvad nu hvis du er en succes i dig selv, så behøver du måske ikke at løbe så stærkt, så behøver du måske ikke at påtage dig så mange opgaver for at bevise at du ’er noget’ og ’kan noget’, så kan du jo bare være den du er og så bare være!
Jeg er af den overbevisning, at stress kommer af fysiske eller mentale opgaver, som omgivelserne eller vi selv stiller, og som vi påtager os uanset om vi har eller ikke har kapaciteterne og ressourcerne til at løse disse opgaver, hvilket vi gør i vores søgen efter succes, og fordi vi lever i forhold til vores selvtillid frem for vores selvværd.

Og hvorfor så denne søgen efter succes, hvorfor er det nødvendig at få den anerkendelse der ligger i succesen? Det er der skrevet rigtig mange bøger om; dog handler denne note ikke om ’hvorfor’ vi søger succesen, men om hvorledes vi finder den ultimative succes (det lyder lovende ikke?).
Den ultimative succes er at finde værdien i os selv, at opdage at du er som du skal være, og du behøver ikke at løbe stærkt eller at påtage dig et hav af opgaver og løse disse opgaver med højeste karakter, for at være succesfulde, det er du bare ved at være dig!
Den ultimative succes er at finde ind til dig selv; og for mit vedkommende, efter en god del ‘lytten’, lidt mindre ‘refleksion’, og alt for lidt ‘meditation’, er jeg kommet til den forståelse at det handler om ‘at være autentisk’, det handler om ‘at lade være’; hvilket egentlig skulle/kunne være ganske nemt; men det er så skide svært!
|
|